Artikler

Kunstmaleren Kostas Tsoklis – fejrer sin 80 års fødselsdag

“Kunst stiler i virkeligheden efterat transformere såvel glæde som sorg til et værk, der grundlæggende forløser det inderste i mennesket”

Kostas Tsoklis blev født i Athen i 1930. Den periode af hans familiebaggrund var ikke

noget, der nødvendigvis fremelskede et forhold til kunst. Men fra den unge Tsoklis var 12 år, arbejdede han som assistent i et studio for film, arkitektur og plakatmaling for biografer. Biografplakaterne dengang bød på en af de sjældne lejligheder, hvor kommerciel kunst kunne forene kvalitet med et kunstnerisk strejf.

Da han var færdig med studierne på Athens kunstakademi i 1957, fik han tildelt et statsstipendium for videregående studier på Scuolla delle Arti Ornamenti i Rom. Dette var begyndelsen på Tsoklis’ lange kunstbane. Hans værker, som naturligt var, blev påvirkede af den italienske samtidskunst, men især af den spanske kunstgruppe El Passo.

En helt afgørende forandring indtraf i løbet af de 20 år, han herefter tilbragte i Paris. Det var her, han i 1966 konstruerede de første objekter i perspektiv, værker med skulpturelle elementer som sprænger lærredets grænser. Det var også i denne periode, hvor Kostas Tsoklis blev indbudt til en række udstillinger i Europa og USA. I begyndelsen var han tilknyttet Ileana Sonnabend og hendes galleri af samme navn. Han flyttede for en kort periode til Berlin, men vendte tilbage til Frankrig, hvor han startede sit samarbejde med galleriejeren og Alexandros Iolas.

Det var først i 1983, at han besluttede sig for at vende tilbage til Grækenland permanent. Hans hjemkomst markeredes med en ny udvikling eller snarere en ny ”enhed” og retning i hans kunst, nemlig”Træerne”, samtidig med at han arbejdede med den audiovisuelle dimension i kunsten.

”Man kan sige, at mit liv ”gjorde ophold” i 1985...”, sagde kunstneren i et program om hans liv og virke, som blev sendt på landsdækkende tv. Han hentydede til værket ”Den Harpunerede Fisk”, en milepæl i hans karriere og et af hans mest roste værker, der kombinerer maleri på lærred med moderne teknologi. Kunstværket blev udstillet på galleri Zoumpoulaki og blev valgt til at repræsentere Grækenland på den 42. Biennale i Venedig.

På Biennalen kom Kostas Tsoklis et skridt videre. Han brugte nye udtryksformer så som videoeksperimenter med fokus den menneskelige form. Hans værker begejstredepublikum og kritikere, som kaldte dem ”levende malerier”. Det nye element, som inkorporeres i hans værker, er tidsdimensionen som en vigtig faktor i synsindtrykket af kunstværket.

Dernæst kom kunstværket Medea i 1989, ……..en videoinstallation oversæt billedteksten! og installationen Kivotos (Arken) i 1991. Denne var en stor installation med reference til verdens frelse og genfødsel. Hans værk blev inspiration til et initiativ af Melina Merkouri, dengang kulturminister, som bad 260 europæiske kunstnere og intellektuelle svare på, hvad de ville redde, hvis verden skulle gå under. 130 af de endelige svar udarbejdedes til forslag og blev til kunstværker, der udstilledes ved siden af Arken.

”Det vigtigste i kunst,” siger Kostas Tsoklis, ”er faktisk øjeblikket, hvor du undfanger idéen, snarere end det øjeblik, hvor det står færdigskabt, fordi det øjeblik, du undfanger en idé, er motiveret af en interesse, hvorimod færdiggørelsen er en handling, der befrier dig fra en byrde, for ellers ville der ikke være noget kunstværk, og ideen ville gå tabt. Så hvad er et kunstværk egentlig? Er det ikke idéens vidnesbyrd?”

Nu om dage fortsætter Kostas Tsoklis med at tænke, udvikle og skabe. Hans udstillinger bliver besøgt af mange mennesker, ogethvert af hans nye kunstneriske forslag afstedkommerrosende kommentarer fra kunstkritikere.

Kostas Tsoklis er stadigvæk aktiv og fornyende. Hans værker kombinerer adskillige originale elementer, som han har tilført sin kunst. Hans ønske med sit arbejde er at sætte sine fingreaftryk. ”Jeg vil have at folk skal sige: Godt gjort! Dette værk af Tsoklis tilføjer endnu en linje til beskrivelsen af hans samtid”

_____________________________________________________________________

ANDERS LASSEN - EN DANSK FRIHEDSKÆMPER I GRÆKENLAND

Anders Lassen levede stærkt. På sine bare 25 år nåede han at tjene i den britiske hær under anden verdenskrig, at blive udnævnt til Kommandant og officer, at få tildelt tre militærkors, samt (posthumt) tapperheds priser inkl. Victoriakorset, at deltage og lede adskillige militære aktioner mod den tyske hærs positioner i Grækenland og dø i kampen. Han så dagens lys i 1920, og begyndte som ’bare’ en rask dreng fra Sydsjælland med hul på knæene og skidt under neglene – som taget ud af datidens ’Jan’-bøger, og endte som en af anden verdenskrigs store helte, som ved sin tilslutning til den britiske hær, med fare for sit liv bidragede til Grækenlands kamp mod Nazi Tyskland. Anders Larsen døde i kamp ved Comacchio i Norditalien i april 1945.

Man kommer hurtigt på fornavn med Anders efter at have læst hans mor Suzanne Lassens beretning om hans korte, men stormfyldte, begivenhedsrige og heltemodige liv (’Anders Lassen-Sømand og Soldat’, Gyldendal 1949). Anders besad dyder, som vi i dagens Danmark i sagens natur ikke bliver mindet om ret tit - han kæmpede for konge og fædreland, uden frygt for konsekvenser, han var modig, uselvisk, fandenivoldsk, handlekraftig og satte kammerater, kolleger og folk omkring ham i fokus, om det så skulle koste ham livet. Anders var en vaskeægte helt, og helte bør aldrig gå af mode eller blive glemt, selv ikke i fredstid.

Bogen indeholder adskillige anekdoter blandt andet fra Anders’ barndom, som alle viser, at han allerede fra barnsben var en rask dreng, som frygtløst kastede sig ud i alt, fra faldskærmspring fra anden sal med en parasol med snore i, til at gå på jagt og skyde med bue. Anekdoter, som netop viser at han lærte sin krigslist i skovene omkring barndomshjemmet. Her gik han på jagt og øvede sig i at snige sig lydøst ind på et bytte, og skyde med bue og pil. Senere, da han meldte sig ind i den britiske hær, fik han som en undtagelse tilladelse til at bruge bueskydning som legitim krigsførelse.

Starten til en militæruddannelse

Anders Lassen havde som 18-årig fået nok af livet på land, og fik hyre, først som kahytsdreng på et skib der skulle til Bangkok, og dernæst som aspirant på A.P. Møller tankskibet Elenora Mærsk. Han gik ombord d.21.juni 1939, intet anende om at han aldrig skulle vende tilbage til Danmark igen.

Da andenverdenskrig brød ud i Danmark året efter, blev Eleonora Mærsk sejlet til Colombo, som var en allieret havn. Adspurgt blev så godt som hele mandskabet mønstret på engelske vilkår af englænderne. Mens de lå i Colombo, forsøgte Anders Larsen sammen med telegrafisten at blive antaget af Royal Air Force, dog uden held. Anders blev derfor på skibet, som resten af krigen sejlede under engelsk flag og han kom sammen med fem andre til tre ugers træning på ”Gunnersshool”. Han forlod skibet i Syd Afrika i 1940 for at tage med et tankskib til England, og efter en lang og besværlig rejse ankom han til Skotland. Hans mål var igen at søge optagelse i The Royal Air Force. I sin dagbog ”julen 1940” skrev han, at hans møde med en ung andenmester, Hammer, var så afgørende at han forlod ønsket om at blive ”flyver” og fulgtes med Hammer og 15 andre danskere til London for at melde sig ind i den britiske hær. Den 24. januar blev han taget i ed af Kaptain Werner Iversen.

Sammen med andre 16 danske frivillige blev Anders Lassen nu - efter et par mislykkede forsøg på at vende tilbage til søs, sendt til træning i Arisaig ved Skotlands klippefulde Vestkyst. Efter tre ugers træning her rejste de danske frivillige til Gumley Hall i England. Her blev Anders udtaget til tjeneste på ”Maid Honor”, et sejlskib som skulle anvendes til natlige angreb. Anders havde en naturlig evne som soldat, og blev hurtigt – i 1942 og i en alder af bare 21 år - forfremmet til kommandoofficer i den engelske hær. Inden han igen tog tilbage til England, arbejdede han i Afrika med 100 mand (afrikanere) under sig – han trænede dem i krigsførsel. Han fik tildelt et militærkors for sin hidtidige indsats, og blev derpå i 1943 sendt til Libanon i Middelhavet og derefter med krigsskib til Kretas luftbaser.

Grækenland –Kreta

At Anders kom til Middelhavet, skriver hans mor, skyldtes nærmest en tilfældighed. Da Jarl Jellicoe, søn af admiral Jellicoe, traf Anders under et besøg i England, bad han brigadier Laycock som var Anders overordnede, om at flytte Anders til Special Boat Service ”SBS” (en enhed som Jarl Jellicoe havde oprettet i Middelhavet). Hans øverst kommanderende blev major David Sutherland og deres første mål var Kretas luftbaser. Inden invasionen på Sicilien skulle så mange fly og andet materiel som muligt ødelægges for at svække tyskernes militære styrke. Arbejdet bestod af sabotage. Aktionen i Kastellis luftbase blev udført og de fleste undslap tilbage til kysten inklusiv 20 kretenserne. Som altid, blev sabotagerne fulgt af frygtelige repressalier. Den tyske kommandant udvalgte og skød 52 mænd fra de omkringliggende landsbyer og truede med at henrette endnu 50, hvis ikke de britiske forbindelsesofficerer, som holdt til oppe i bjergene, udleverede sabotørerne. De blev ikke udleveret og straffen var endnu flere henrettelser. Det var krigens barske vilkår. I den kretenske landsby Alkalochoris´ taverna hang der i lang tid et fotografi af Constantin Mabouras, som blev skudt under aktionen og af Anders Lassen med følgende tekst skrevet af broderen til Mabouras. ”Navnet Lassen og min brors navn, Constantin Mabouras, som blev skudt under sabotagen mod tyskerne i Kastelli Pediada lufthavn, vil altid være husket. Alle i dette land ved, at lederen af denne aktion var Andy Lassen, som hjalp til at befri vores land fra tyskerne”. Efter denne operation på Kreta blev Anders Lassen indstillet til hans andet militærkors.

Special Boat Service SBS under Jellicoe fik dernæst til opgave at operere i Ægærhavet og erobre stillinger på de af italienerne og tyskerne stærkt befæstede dodekanesiske øer. Tyskerne måtte trække sig tilbage fra de Joniske Øer, hvilket vanskeligjorde transporten af deres forsyninger og gjorde dem mere sårbare. De allierede besluttede derfor at forsøge landgang på Kos, Simi, Leros og Samos for at overskære tyskernes forsyninger. Tyskerne reagerede prompte ved at tilkalde forstærkninger, blandt andet luftstyrker fra Danmark, og anbringe et stort antal kanoner i de ægæiske havnebyer.

Øerne havde været under italiensk herredømme siden 1911, da Italien erobrede dem fra tyrkerne under den lybiske krig. Efter Italiens sammenbrud gjaldt det for de allierede om at overtale så mange som muligt af de stationerede garnisoner til at overgive sig. Italienernes største styrke lå på Rhodos (10.000 mænd), hvis kommandant Admiral Campioni valgte at overgive sig til tyskerne, og hermed gik den største og vigtigste ø tabt .

I Haifa i Palæstina gik Jellicoe i gang med at bemande og bevæbnede en lille fiskerflåde og to motorbåde. Den 12. september gik Anders Lassen ombord sammen med 40 mænd under anførsel af major Jock Lapraik M.C med Simi som mål, mens Jellicoe sejlede til Kos og Leros med resten af skibene. Øen skulle besættes og gøres til fremskudt base for angreb på de øvrige dodekanesiske øer. De ankom til Simi d. 17. september og blev modtaget varmt af befolkningen.

Den umiddelbare ”overtagelse” af øen gik nemt, idet de italienske tropper på øen blev narret til at tro at de allieredes lille gruppe på 40 var langt større og de blev overtalt til at slutte sig til dem i tilfælde af et tysk angreb.

Simi blev til en rekognoseringsbase, hvorfra man holdt øje med tyskernes bevægelser. Enhver mistanke måtte undersøges nærmere. Den 2. oktober slog tyskerne til og invaderede øen Kos og nogle dage senere angreb de Simi. 120 mænd blev landsat i havnen på Pedi. Kampen om Simi varede i flere dage og da det viste sig vanskeligt at indtage øen fra land, blev den bombarderet fra luften. I den officielle rapport omtales Anders Lassens enestående mod og kløgt, mens hans kammerater beretter om hans sindsro og professionelle tilgang til både mænd og opgaver. Simi blev i denne omgang ikke indtaget af tyskerne og simioterne husker stadig denne danske unge mand og mindes ham sammen med deres egne der faldt i kampen. For sin indsats på Simi blev Anders Lassen indstillet til sit 3. militærkors.

Efter Simi tog Anders og hans mænd videre til Nisiros, som blev ”ryddet” fra den italienske garnison, der blev overmandet og fangetaget og videresendt til Tyrkiet. Opholdet på Nisiros blev derfor kort, og eftersom Leros var tyskernes næste mål og havde været italienernes hovedflådebase i Ægæerhavet, blev det besluttet i Cairo, at øen skulle forsvares. David Sautherland, Jellicoes næstkommanderende, var blevet sendt til Leros og Anders Lassen skulle med sin patrulje slutte sig til CBS. (Special Boat Service).

I den første uge i november begyndte tyskerne et intenst bombardement – der kunne komme op til 250 maskiner i døgnet! Et græsk krigsskib og den græske hellige brigade havde i mellemtiden sluttet sig til de britiske tropper. Anders Lassen blev af denne brigade posthumt tildelt ’Den Hellige Brigades diplom og emblem for udvist mod, udholdenhed og iver under frihedskrigen. Tyskerne viste sig imidlertid at være langt overlegne. De landsatte tropper både ad luft og søvejen og blev ved med at nedkaste bomber. CBS måtte opgive kampen og evakuere til den nærmeste ø.

Samos, som blev briternes næste mål, var efter Italiens kapitulation blevet overtaget af de græske modstandsfolk. Briterne og den græske hellige brigade sluttede sig til disse. Det tyske angreb satte ind den 17. november fra luften. I byen Vathy blev en femtedel af husene ødelagt den dag. Befolkningen var udsultet og tyskernes satsede stort på at besætte øen. Derfor besluttede militærguvernøren, at Samos måtte evakueres. Men hvordan? Englænderne ville ikke bare evakuere soldaterne, men også den del af befolkning der ville væk. En hel flåde af fiskerbåde blev efter mørkets frembrud dirigeret fra Vathy til Tyrkiet. Tyskerne blev vildledt til at tro at en eventuel evakuering ville finde sted fra en anden havn, Tigani havnen. Flere tusind mennesker nåede at redde livet. Oberst Lt.col. Hamsun skriver: ”Jeg skal altid være Andy taknemmelig for hans gode eksempel og den inspiration han var for mig under evakueringen af Samos. Anders Lassen evakuerede sin eskadron, den italienske garnison og adskillige hundrede grækere flere dage senere. I alt 10.000 mennesker blev evakueret over til Tyrkiet”.

Med evakueringen af Samos i slutningen af 1943 sluttede den første del af kampene i Ægæerhavet. Af de 12 dodekanessiske øer var nu kun Kastelorizo på de allieredes hænder. Også her var befolkningen blevet evakueret og da CBS nåede frem var øen blevet bombet igen, og kun befolket af nogle få gamle koner.

Sabotagekrigens fase II

Under denne fase var hensigten at undergrave tyskernes moral ved natlige angreb og sabotage – en krigsførelse, hvor forholdsvis små styrker kunne holde op til tre divisioner i skak. Torpedobåde, motorbåde og undervandsbåde kunne så angribe og sænke de tyske forsyningsskibe. CBS’ base var nu ombord på en fiskerbåd ved navn Tewfik, som lå i en smal fjordlignende tyrkisk bugt. Grækerne sneg sig ud til dem om natten med oplysninger om de tyske bevægelser, og om hvor minefelterne lå, og volonterede som førere.

Fra denne base tog patruljer ud på ”raids”. En patrulje bestod af en officer, en sergeant, syv menige og to radiotelegrafister. Hovedkvarteret i Ægypten måtte holdes underrettet så de kunne sende forstærkninger, hvis det blev nødvendigt. Enhederne kunne bestå af forskellige nationaliteter, dog flest skotter, irere, walisere og englændere. Anders Lassen var den eneste dansker. Våbnene de brugte var lige som deres uniformer ikke af standard type. ”Anders Lassen”, fortæller major Stellin ”var den bedste patruljeofficer i enheden. Han havde en evne til at være på det rigtige sted i det rette øjeblik”. Anders Lassen blev valgt af Jellicoe til at lede den nye type operationer.

Anden del af aktionen på de Dodekanesiske øer begyndte med Chalchi, og fortsatte med en lang række angreb og sabotage på Santorini og Paros, før CBS flyttede sit hovedkvarter i august 1944 til Bari i Italien, hvorfra man ledede sabotageoperationer i Jugoslavien.

Aktionerne under den tyske tilbagetrækning

En måned senere blev Anders Lassen sendt tilbage til Grækenland fulgt af Jellicoe, som i mellemtiden var forfremmet til Oberst løjtnant og var blev udpeget til leder af en operation på Peloponnes med kodenavnet ”Bucket force”. Anders Lassen skulle i den forbindelse rekognoscere søvejen fra Kythera til Athen. Han skulle skaffe oplysninger om tyske, italienske og græske minebælter og finde en passende flådebase nærmere Athen til de engelske tropper og den græske flåde, som forlod Grækenland under tysk besættelse.

På Poros havde der efterhånden samlet sig 70-100 skibe som under anførsel af kommandør Londos skulle sejle igennem minefelterne ind til Piræus med tropper og proviant. Englænderne og den græske modstandsbevægelse EAM var nemlig ved et møde i Caserta i Italien i september 1944 blevet enige om en samarbejdslinje, hvor bl.a Georgios Papandreou blev udpeget til at danne landets ny regering og de græske partisanstyrker skulle undergives general Scobie´s overkommando. Således rykkede briterne og ELAS ind, da de sidste tyske tropper forlod Athen den 12. oktober. Jellicoes gruppe, herunder Anders Lassen, blev kun i kort tid i Athen og det tyder på at han heller ikke ved et senere besøg har overværet urolighederne d. 4. december, som af nogle betegnes som borgerkrigens første skud. Anders Lassen var nu avanceret til major og førte den 3. Sqadron kaldet M. Sqadron.

Efter Athen sejlede Jellicoe med sine mænd til Sporaderne og derefter fulgte de med fem skibe efter tyskerne til Thessaloniki. Det var deres håb om at nå Thessaloniki inden tyskerne ødelagde byen. Thessaloniki havde på det tidspunkt ikke flere end 150.000 indbyggere. Anders Lassen klædte sig i civil og sammen med en græker begav de sig rundt i byen for at snuse sig frem til de tyske stillinger. De fik at vide at tyskerne samlede sig på vej til Florina for at flygte mod nord over den bulgarske grænse, og lufthavnen var sprængt i luften, havnen ødelagt og skibene sænket for at blokere indsejlingen. Kajerne var ligeledes sprængt i luften og ikke mindre end 44 skibe var boret i sænk og alle havbygningerne gået op i flammer. Grundet situationens alvor lovede det britiske hovedkvarter i Kairo Anders Lassen at sende 9.000 mænd for at tage over og beskytte byen mod yderligere ødelæggelse. I mellemtiden forsøgte Anders Lassen at klare situationen på sin egen måde, med en ret beskeden styrke på seks officerer og 30-40 mænd. Byens brandvæsen forsynede ham til lejligheden med fire store brandbiler. Den 29. oktober kørte denne ”enhed” ind i Thessaloniki. Det kom til sammenstød med tyskerne, men afværgede også ødelæggelsen af et stort olieanlæg. Anders Lassen raporterede til Kairo. ”Har taget Thessaloniki”. Tyskerne evakuererede Thessaloniki d. 30. oktober og samtidig marcherede ELAS´styrker ind i byen under ledelse af general Markos Vafeiadis.

Efter to uger i Thessaloniki kørte Anders Lassen til Athen og derfra til Herakleion på Kreta for at holde både den tyske garnison og ELAS styrker i skak. Der var nemlig allerede udbrudt borgerkrig flere steder i Grækenland. Endelig kunne han godt have tilbragt resten af krigen i ro i Grækenland, men valgte atter engang at rejse efter aktionen- denne gang til Italien. Den sidste operation i Italien foregik ved Comacchio – det skule blive et farligt angreb d.8.april 1945, og skæbnesvangert for Anders Lassen.

Sergent major Stephenson mindes slaget således: ”Major Lassen og jeg havde havde fundet en smule dækning bag en lille forhøjning på vejen. Major Lassen var i færd med at kaste mine håndgranater. (…) Så var der nogle der råbte ’Kamerad’ (som tegn på overgivelse) et sted inde i støttepunktet eller lige bag ved det. Major Lassen gik frem og gjorde holdt 3 yards foran stillingens indgang og beordrede på tysk modstanderne til at komme ud og overgive sig, men i samme øjeblik åbnede et maskingevær ild inde fra stillingen og sårede ham dødeligt”. Da solen stod op over d.9. april og skydningen ved Comacchio var indstillet fandt italienske partisaner Anders Lassen og hans faldne kammerater og bar dem til byen.

Anders blev først begravet i en intermistisk grav ved Comacchio, og senere flyttet til den britiske krigskirkegård i Argenta i Italien.

'Da de italienske myndigheder ikke vil godtage, at Anders Lassens lig blev ført hjem til Danmark, ønskede hans forældre at oprette et mindested for ham herhjemme i nærheden af Bækkeskov gods i Sydsjælland, hvor han var vokset op og tilbragte sine barndomsår. De fandt et velegnet sted ved den lille kirke, Sankt Peders Kapel, som ligger ved Præstø Fjord, og som Bækkeskov Gods i sin tid skænkede grunden til.

Den kendte københavnske arkitekt, Marinus Andersen, udformede mindestedet med en stor sten med inskription, der blev indviet i 1949 ved en større højtidelighed. Mange honoratiores var til stede med prins og prinsesse Viggo i spidsen. Indvielsen blev foretaget af formanden for kapelbestyrelsen, sognepræst Mogens Kelstrup, efter at Anders Lassens far, kaptajn Lassen, havde holdt en bevæget tale for sin søn.'

Grækerne, bortset fra kretenserne og simiotterne, har ikke gjort noget særligt for at mindes denne unge mands bidrag til den græske frihedskrig. Det skyldes ikke mindst efterkrigens politiske udvikling, herunder borgerkrigen og briternes indblanding. Anders Lassens kamp mod nazisterne i Grækenland kom til at stå i skyggen af de senere begivenheder og blev således ikke opskattet som fortjent. Men Kreta husker ham, og så sent som i 2006 afholdtes en mindehøjtidelighed hvor hans nærmeste familie og den danske ambassadør var inviteret.

Noter

1. Denne artikel er hovedsageligt skrevet på baggrund af Anders Lassens mor, Suzanne Lassen’s bog ”Anders Lassen - sømand og soldat”, som er baseret på sønnens dagbøger og en lang række førstehåndsvidneudsagn, hovedsageligt fra hans britiske overordnede.

P.G

____________________________________________________________________

Amorgós – en smuk kultur ø med krydret smag

Kært barn har mange navne. Det gælder også Amorgós. I oldtiden hed den skiftevis Yperia, Karkisia og Pangali. Navnet Amorgós opstod i romertiden, hvor øen blev opkaldt efter kvalitetsstoffet mourgos, der blev fremstillet af fibre fra en af øens planter. Stoffet, der i Rom blev anvendt til kjortler og tunikaer, blev farvet kejserligt rødt af morbær, nygræsk: mouro; latin: morum. Så selv om en indblanding fra Amor er besnærende, er det snarere plantefibre og morbær, der har været på spil. Bladene på morbærtræet tjente også tidligere som føde for silkeormen, som blev dyrket på øen, så kvinderne kunne knytte sengetæpper og broderier i silke.

Helt ude mod øst dukker øen Amorgós op som en lang skive vandmelon i Ægæerhavet og slutter øgruppen Kykladerne af mod Dodekaneserne med en brat høj klippevæg, der hugger lige ned i vandet mod øst. På den 40 km lange, smalle ø, er der fantastiske vandringer i en vild, frodig bjergnatur mellem duftende kamille, rosmarin, salvie og timian; med et æterisk udsyn til havet på begge sider hører man i blæsten gedernes muntre klokker og hæse brægen. Foruden de duftende krydderurter vokser her brudelys, cikorie, johannes-urt, marietidsel, stor nælde og stikkende musetorn - planter, der bruges homøopatisk og til natur- og lægemidler. Den vilde natur byder også på kapers og løvetand til salat.

Højt til vejrs midt på øen hviler den hvide kykladeby, Chora med sine mange vindmøller og kirker, ruinen af en venetiansk bastion (kastro) og en af de første skoler i det nye Grækenland fra 1827. En sti fører fra Chora (hovedbyen) ned til øens bratte klippeside, hvor klostret Panagia Chozoviótissa har hængt højt over havet siden 1088. Her gror en sjælden gul evighedsblomst Helichrysum amorginum på kalkklipperne. Den vokser kun på Amorgós.

På strandsiden mod vest smiler fiskerlejerne Aegiali og Katápola de rejsende i møde. Her bor de fleste af øens 1800 indbyggere. Oppe bag og rundt om Aegiali skuer landsbyerne Tholaria, Lagada og Potamos ned over Aegiali-bugten fra hver sin side. Lagada med øens højeste bjerg Krikelos (822 m) i ryggen og en nylig fortid som jernminearbejdernes by.

Amorgós er ikke bare en smuk, men også en festlig ø med mange panagiri. På Platía i Lagada kan man ved helgenfester deltage i fællesspisningen, hvor der serveres lækker patatáto: kartofler, der sammen med kød fra lam og gedekid har simret timevis i ovnen tilsat krydderurter.Efter middagen trækkes bordene ud til siden, og byens børnedansere klædt i sort og hvidt giver traditionen tro en rørende opvisning i deres færdigheder med drengedans, pigedans, kædedans og pardans til ø-musikken (nisiotika), der spilles på violin og luth godt ind i siestaen. Musikken kan om aftenen opleves nede på en af de mange strandtaverner i Aegiali eller oppe i Tholaria, hvor øens skjald og digter Nikolas Theologitis har sin grill-taverna Panorama og gerne synger for med egne tekster. Han har blandt mange sange skrevet en om Psiméni Rakí, en særlig rakí-likør med karamel, honning og et væld af øens krydderurter. Den skulle være god for potensen.Psiméni Rakí bliver man også budt ved højtidsbesøg i det lille byzantinske kloster Agios Giorgios Valsamitis i en frugtbar dal lidt uden for Chora. Udover sine gamle ikoner har klosterkirken et vægmaleri af Johannes Døberen, som han næsten selv kunne have malet. Amorgós har gennem tiden haft store ikon- og helgenmalere.

Øens andet kloster er det store, berømte Chozoviótissa, der tidligere husede 100 munke og i århundreder var selvforsynende og i trange situationer en redningsplanke for Amorgós. Ikke mindst via udviklingen af lægeurter. Da klostret for knap 1000 år siden blev anlagt på en næsten lodret klippeskrænt i otte etager, var det med rindende vand og havudsigt. I dag bor her kun tre munke, som beværter og tilser turisterne. Førstesalen blev for nylig indrettet til museum. Her kan man studere flere relikvier og bøger fra den byzantinske tid, fx en håndskrevet bibel fra 11. århundrede. På grund af klostret betragtes Amorgós som en hellig ø. Bispen på Amorgós, Fader Epifanios, har også Santorini, Anafi og De små Kyklader under sig og er for tiden nr. 2 i den græsk-ortodokse kirke. Denne andenplads går på skift mellem stiftet Amorgós og den anden hellige ø Patmos.

Nærmeste nabo til Amorgós er den ubeboede, arkæologiske ø Keros, kendt fra Keros-Syros-kulturen (2800-2300 f. kr.) - midterperioden i den tidlige Kyklade-kultur (3300-1800 f.kr.). De to største fund af marmorkvinde-idoler fra Kyklade-kulturen blev netop gjort på Keros og på Amorgós, hvor man ved den hyggelige fisker- og færgeby Katápola fandt den største marmordame på 1,52 m. Hun står i dag i en montre på nationalmuseet i Athen.

For 5.000 år siden levede menneskene ved havet på Amorgós. For 2.500 år siden havde de installeret vand i idrætshuset (gymnasio) i oldtidens Minoa tæt ved Katápola, hvor der fortsat er ruiner af et hellenistisk tempel. Oppe på øen ved Agios Valsamitis lå dengang et vandorakel helliget Apollon. Det forunderlige vand i kilden kunne skifte farve og blev brugt til at udsige spådomme, fx ved brunt vand: gift dig ikke med hende.

Chozoviotissa klosteret, ligger på en stejl klippe 300 meter over havets overflade. Et ærefrygtsindgydende arkitektonisk vidunder. Det blev grundlagt af kejser Alexios Komninos i 1088 til ære for det af evangelisten Lukas fremstillet ikon af Jomfru Maria, som ifølge overleveringen en kvinde fra Chozovo havde sendt til Lille Asien under ikonstriden. Hvert år på Jomfru Marias navnedag d.21.november, afholdes ent stort helgen fest.

I dag 2.500 år senere har de både swimmingpool og spa på klippesiden op imod bjergbyen Tholaria, når man kommer fra strandbyen Aegiali, hvor der også boede mennesker i oldtiden. Ude i oldtidens Arkessini i den anden ende af øen er der velbe-varede borganlæg, men her bor der i dag udelukkende geder.Nogle af fundene fra såvel Minoa som Arkessini ses i dag inde i Choras bilfri midtergyde, hvor Gavras tårnet er ind-rettet som arkæologisk museum. På de mange små pladser og afstikkere fra denne søde gågade kan man opleve en pastéli festival og se, hvordan sesam og sirup røres rundt, presses og skæres ud for så til sidst at blive serveret på et citronblad, som ud over at pynte giver aroma og holder pastélien frisk. Og hvis man er her omkring påske, kan man deltage i de mange ikonoptog mellem byerne, da Chozoviótissas ikoner op til påske bæres fra klostret og ud til øens kirker for så efter påske at blive bragt på plads efter en ceremoniel vandring tilbage til klostret.

På grund af øens maritime tradition og sammensætning af helende mineraler er der ønsker om at gøre Amorgós til thalassoterapiens mekka, hvor havvandet bruges som andet og mere end badevand. Amorgós er jo i forvejen kendt for sin mangfoldighed af urter og planter, der tilmed er knyttet til oldtidens myter. Mange er aromatiske og bruges til smag og som farvestoffer, og flere er lægeurter. Nogle indgår i bade, massagecremer og dufte. Nogle bruges sammen med mineraler i behandlingstilbud med holistisk terapi, fysioterapi, massage, sundhed og fysisk som psykisk renselse. Dertil har øen et helende lys omgivet af det store blå med hav og himmel i ét, en bjergtagende, frodig natur, krydrede dufte, sund lækker mad og en livsbekræftende folklore, som kan give enhver sortseer livsmodet tilbage.healing. Samtidig er øen indehaver af et underbringende ikon af Jomfru Maria øverst oppe i Panagia Chozoviótissa. Med andre ord er Amorgós på vej til at blive en ø for rekonvalescens, rehabilitering og fysisk/psykisk genoptræning. Og såvel gigtpatienter, nedslidte og rekonvalescenter som åndemanere er begyndt at ankomme i skarp konkurrence med vandrelystne bjergbestigere, hortonomer, filmfolk, landskabsmalere, elskovssyge brudepar og helt almindelige rygsæksrejsende.Men al denne virak må ikke true øens flora og fauna. Dyr, mennesker og planter bør dele livet på øen. Derfor foreslår botanikeren og farmakologen Nikitas Roussos fra Amorgós foreningen i Athen, at øen bliver en nationalpark for planter og dyr – og ikke kun for mennesker. Dette går fint i spænd med øens øvrige interessenter.

Flere terapeuter har slået sig ned på øen, og man kan nu også få kurser i meditation og healing.

Fra kult ø til katamaran ø

Amorgós gik for nogle hen og blev kult med Luc Besson’s dykkerfilm The Big Blue (1988), der for alvor bragte øen på landkortet. Filmen, der handler om konkurrencen mellem to dykkende drenge, der som voksne bliver forelsket i den samme kvinde, har nogle fantastiske undersøiske optagelser fra Amorgós. Og lige som i filmen kan man i udsynet på øen og ved øens klippebade – fx Agia Anna - komme på farvetrip med Det Store Blå, som er en svimlende og æterisk oplevelse at føle sig omgivet af. Ser man på de andre Kyklader - som Naxos, Milos, Andros, Sifnos, Folégandros - er konkurrencen om de rejsendes gunst hård. Men Amorgós klarer sig som en næsten uberørt, ægte helårs ø med en stor og betagende natur. Også som et relativt billigt sted, der takket være sine gæstfrie indbyggere kan lukke den rejsende ind i øens rum, historie og mulige fremtid. Øen som natur til udforskning er i sig selv en attraktion. Dertil kommer de faste kulturattraktioner – Minoa, Arkessini og Chozoviótissa - men også en unik stemning, der ikke mindst bunder i de fortsat levede traditioner med helgenfester og folklore.

Den nye ægæiske virkelighed med daglig hurtigfærge og highspeed-katamaran i sommerhalvåret har gjort det dejligt overkommeligt at nå hertil, da man kan nå frem samme dag, som man lander i Athens lufthavn. Men den hurtige transport åbner også op for, at man en dag får øen overlæsset med endagsturister fra Santorini, da den tur kun tager lidt over en time med den daglige flyvebåd imellem de to øer. ♦